Hold op med at skabe dig siger far til sønnen, hvad fanden er meningen knægt?

jeg var byens bedste bokser inden du blev født, så ta' lige at vis lidt respekt.



Byens bedste bokser hvor herre bevare os, vi er træt af at høre hvad du var.

du ligner et ubagt franskbrød som du sidder og hænger der...

Tror du ikke jeg har set, de billeder mor gemmer, af dig talt ud i en ring.

Hvordan du ligger og roder på kampbassen, mens folk står og griner rundt omkring.



Det er almindeligt kendt, blandt folk her i byen, når du endelig vandt var held.

Er det rigtig når mor siger du ikke var i stand til at binde din boksehandsker selv?



Far læner sig frem og stiger på mor, der strikker og stiger på sit garn.

Hvad er det nu for noget, går i to og snakker, mens en anden en nå ta’ sin tørn.

Du skulle hellere fortælle ham hvor håbløs du var, da vi lærte hinanden at kende.

Når du sku flå en fisk sku’ du først ud at brække dig, se det hva’ hans mor var for én.

Og gu’ når jeg tænker på hvad jeg ku’ ha’ fået, af gode patter og fastere kød.

Men fanden tog ved mig, jeg havde ondt af med dig, så jeg tog dig af barmhjertighed.



Forstår du knejt mor var svag og psykisk, det var noget hun havde fra sin far.

Hun gik folk på nerverne, med alt sit vræleri, de kaldte hende Pyller-Karen.



Mor holder masken, hendes øjne er blank, det er jul hun vil helst holde fred.

Alligevel brænder der en djævel i hende, der må fyre trumfen af.

Hvad øgenavne angår, og knejten og hans skole, og han er end ikke til at drive derhen.

Så skyldes det måske de har givet ham et navn, og det navn er taberens søn.



Far mærker hvordan det kribler i næsen, han skal ud af den her barak.

Som en gnu på savannen, i hyænernes flok, kan han mærke det er nu han skal væk.

Udefor på terrassen er det koldt den nat, hvid jul, og hvad rager det ham.

Han havde faktisk tænkt sig at holde sig ædru i år, nu kan det være det samme.

Han pisser i sneen, uden at holde veen, og tænder en smøg imens.

Og kigger på haven, via hækkens silhuet, den her bette verden er hændt.

For der har man knoklet lige siden man var sytten, men utak er verdens løn.

Nu har man en knejt der ikke vil i skole, fordi de kalder ham taberens søn.



Det tændes lys i et vindue, ud i boligkarreen, nord vest et par gader herfra.

Tænk at flytte ind i den slags kasser, det er vel det man har minker til.

Han begyndes at mindes da han selv voksede op, hvordan der var pyllerrøve nok.

Hvad med den type som vejmandens Erik, der trods alt var det største pjok.

Han var dum til at regne, han var dum til at skrive og i gymnastik var han bedst til at vræle.

Men han var god til at sladre, så nu er han i Føtex, hvor han lurer på omfolk vil stjæle.

Og hvad med Jørgen som ikke måtte bokse for sin mor, fordi hun synes hans næse var så pæn.

Man kan sige Jørgen aldrig blev taber fordi han aldrig stak snotten frem.



Han kigger sig over skulderen ind til de andre, for at sikre sig han ikke bliver set.

Så stepper han, ruller og dukker for huk, som de huk der engang sendte ham ned.

Ja gu’ tabte han mere end han vandt dengang, men herre gud det var ungdomspjat.

Men en ting var sikker han gik aldrig baglæns, som alle de andre skvat.



Knejten er hans, og hun er okay, i halvmørke stadig køn.

Om lidt vil han ind, han skal lige ryge færdig, og så vil han ellers lade som ingenting.

I morgen skal knejten fanden raskme i skole, og taberen går med ham derhen.

Så knejten kan se det faktisk helt okay, at være ham de kalder taberens søn.